Unik udstillingsoplevelse
Udstillingen tager udgangspunkt i Tove Janssons elskede mumibog Kometen kommer, som i år kan fejre 80-års jubilæum. Det er en dyster bog, skrevet i en dyster tid. Men også en bog, der viser Janssons særlige talent for at balancere det mørke og det lyse, det muntre og det melankolske, det håbløse og det håbefulde. I den nye udstilling kan besøgende opleve fortællingen i Kometen kommer på en helt ny måde: Man kan gå på opdagelse i Mumidalen med Mumitrolden og Snif, sejle på tømmerflåde med Mumrikken, udforske verdensrummet i observatoriet, krydse det udtørrede hav med Snorken og Snorkfrøken og søge tilflugt for kometen i Snifs hule. En særskilt del af udstillingen henvender sig især til det voksne publikum og sætter fokus på Tove Jansson som billedkunstner, romanforfatter, illustrator og satiriker.
En aktuel nordisk multikunster
Tove Jansson er bedst kendt for historierne om mumitroldene, men den meget produktive kunstner skrev også en lang række romaner for voksne og skabte teaterstykker, malerier, billedbøger, tegneserier og sågar sange. Mumitroldene opstod under Anden Verdenskrig, og de alvorlige trusler, som påvirkede Janssons samtid, er bestemt også at spore i mumiuniverset, hvor katastroferne truer den hyggelige Mumidal. ”Tove Jansson var en mester i at skildre en verden på kanten af katastrofen, men også fællesskabets betydning, glæden og evnen til at finde vej gennem usikre tider. Hun var ikke bange for at tage hul på de store emner i sine fortællinger og kan den dag i dag stadig inspirere os til, hvordan vi kan forholde os til og tale om oplevelser og følelser, som måske ellers kan være svære at håndtere. Derfor er vi utrolig glade for at kunne invitere vores borgere og besøgende ind i Tove Janssons univers på en helt ny måde”, fortæller Noa Karen Rathje, afdelingsleder ved Helsingør Kommunes Biblioteker.
En international samarbejdspartner
Udstillingen er blevet til i tæt samarbejde med den finske kunst- og licensvirksomhed Moomin Characters. Samarbejdet har ikke kun ført til den nye udstilling, men også til en lang række forskellige arrangementer om den verdenskendte forfatter Tove Jansson og hendes elskede mumitrolde udviklet af Kulturværftet og Helsingør Kommunes Biblioteker. ”Vi er ambitiøse omkring at facilitere inspirerende og vedkommende litteraturformidling og har en vision om at deltage i internationale samarbejder, der udvikler vores bibliotekstilbud og bidrager til, at Kulturhavnen fortsat er et levende kulturelt kraftcenter på internationalt niveau. Derfor er det helt oplagt for os at samarbejde med Moomin Characters og Kulturværftet for at give vores borgere og turister et unikt indblik i Tove Janssons liv og fortællinger”, fortæller bibliotekschef ved Helsingør Kommunes Biblioteker, Birgitte Refbjerg Hansen.
Når sameksistens giver pote
Den nye udstilling bliver opført på Biblioteket Kulturværftets 2. sal i det område, hvor Museum Helsingør tidligere har haft to flotte særudstillinger. Museum Helsingørs erfaringer med at udvikle udstillinger i det åbne, rustikke rum har Helsingør Kommunes Biblioteker trukket på undervejs i design- og byggeprocessen. ”Det har været guld værd at kunne sparre med vores kolleger fra museet omkring alt fra lyd og lys til materialevalg og besøgsflows. Det kommer ikke kun os til gode, men også de besøgende, der kan se frem til at opleve en helt særlig biblioteksudstilling, som vi er meget stolte af”, fortæller Noa Karen Rathje, afdelingsleder ved Helsingør Kommunes Biblioteker. I den nye udstilling genbruges også flere af de materialer, som Museum Helsingør tidligere har brugt til udstillinger – blandt andet et stort gulv, som nu er blevet malet i fine, lyse mumifarver.
Faktaboks:
Den nye biblioteksudstilling Kometen kommer åbner den 22. oktober kl. 15 og kan opleves indtil sommeren 2027. Udstillingen er blevet til i tæt samarbejde med Moomin Characters. Den bliver den første udstilling i Danmark, som behandler Tove Janssons anden mumiroman Kometen kommer.
Se alle arrangementer på Kulturværftet om Tove Jansson, der finder sted dette efterår: Tove og Mumi for børn og voksne - hele efterår og vinter - Kulturværftet & Toldkammeret
