05. oktober 2026

|

Pressemeddelelse

Helsingør sætter en af Nordens største kunstnere i nyt lys

De fleste kender mumitroldene. Færre kender kunstneren, forfatteren, illustratoren og samfundssatirikeren bag dem. Nu samler Helsingør en omfattende markering af den finlandssvenske multikunstner Tove Jansson, der i generationer har formet nordisk kultur og litteratur.

Helsingør sætter en af Nordens største kunstnere i nyt lys
Af: Kulturværftet & Toldkammeret | Foto: Per Olov Jansson

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

I anledning af 80-året for udgivelsen af Kometen kommer inviterer Biblioteket Kulturværftet og Kulturværftet i Helsingør publikum ind i både mumiuniverset og fortællingen om mennesket bag myten. Gennem en større udstilling og et bredt kulturprogram udfoldes hele kunstnerskabet, fra de elskede figurer i Mumidalen til den kompromisløse kunstner, der insisterede på frihed, fantasi og retten til at være anderledes.

I dag læses og elskes Tove Janssons værker over hele verden. Men hendes fortællinger er mere aktuelle end nogensinde. Kometen kommer skildrer en verden på kanten af katastrofen, men også fællesskabets betydning, håbet og evnen til at finde vej gennem usikre tider. Temaer, der taler direkte ind i vores samtid.

“Vi glæder os over at kunne give de besøgende en unik mulighed for at opleve den verdenskendte forfatter Tove Jansson. Hun var ikke kun mumitroldenes mor, men også en alsidig kunstner og forfatter til både børne- og voksenbøger. Denne side, som er mindre kendt i Danmark end i Finland og Sverige, vil vi gerne give plads til,” siger bibliotekschef for Helsingør Kommunes Biblioteker Birgitte Refbjerg Hansen.

“Med dette fokus ønsker Kulturværftet at åbne Tove Janssons værk på ny. Hendes kunst står solidt plantet i en nordisk tradition, hvor naturen, melankolien og humoren eksisterer side om side. Det er et univers, der stadig taler ind i vores tid – og som giver plads til både fællesskab og ensomhed, lys og mørke. I den sammenhæng vil vi gerne rette en stor tak til Moomin Characters for deres generøse bidrag og for at hjælpe os med at udfolde og nuancere fortællingen om Tove Janssons betydning,” siger leder af Kulturværftet, Søs Krogh Vikkelsøe.

Mere end mumitroldene

For mange begynder fortællingen med Mumidalen. Men Helsingørs markering viser et langt bredere billede af kunstneren bag. Publikum får mulighed for at opleve både forfatteren, maleren, tegneren og kulturpersonligheden Tove Jansson, hvis kunstneriske virke rakte langt ud over de figurer, der gjorde hende verdenskendt.

Markeringen samler udstilling, litteratur, samtaler, film, vandringer og oplevelser for både børn og voksne. Blandt højdepunkterne er en sanselig Tove Jansson-udstilling på Biblioteket Kulturværftet, som giver besøgende et helt nyt indblik i Kometen kommer – en fortælling, der på ægte mumimanér er fuld af humor og glædesfyldte eventyr på trods af en eksistentiel trussel i form af en komet, som varsles at ramme Mumidalen. En anden særlig begivenhed finder sted, når Sophia Jansson, Tove Janssons niece, gæster Kulturværftet i samtale med Signe Lindkvist for at give et indblik i familiens historie og nye perspektiver på et kunstnerskab, der fortsat inspirerer kunstnere, forfattere og læsere verden over. Fra efteråret 2026 og frem til sommeren 2027 kan publikum gå på opdagelse i universet, mennesket og myten bag en af Nordens mest elskede multikunstnere.

Fakta

11. oktober | Sanselig åbning i naturen

Væsenvandring med ler, naturmaterialer og magi.

22. oktober I Biblioteksudstillingen Kometen kommer åbner

Sanselig udstilling, som henvender sig til både børn og voksne. Kan opleves indtil sommeren 2027.

30. oktober | Mennesket, musikken og kunstneren Tove Jansson

Samtale, musik og levende portræt af Tove Jansson.

4. november | Litteraturdag: Kometen kommer

Samtaler og oplæg om arven fra Tove Jansson og hendes temaer i et nutidigt perspektiv.

12. november | Litteraturarrangement for voksne

Litteraturformidler og forfatter Lea Fløe Christensen udfolder Tove Janssons univers.

25. november | Film: Tove – To Tove, To Aftryk

Filmvisning og oplæg om kunstneren bag mumitroldene.

30. november | Film: Toves værelse – To Tove, To Aftryk

Film og personligt indblik i Tove Ditlevsens liv.

Hele efteråret og vinteren | Tove og Mumi for alle

Løbende arrangementer og bøger på bibliotekerne.

Om finlandssvenske forfatter Tove Jansson (1914-2001)

De fleste læsere kender måske bedst Tove Janssons bøger om mumiuniverset, men hun var også en produktiv maler, illustrator, karikaturtegner, tegneseriekunstner, manuskriptforfatter og forfatter til voksenbøger. Tove Jansson var datter af to kunstnere og anså sig selv som kunstmaler, også da mumi-eventyret tog fart. Hun var en frihedselskende kunstner, der skabte betagende universer og genkendelige hverdagshistorier. Igennem hele hendes produktion og tænkemåde løber temaer som accept af mangfoldighed og tolerance.

Helsingør Kommunes Biblioteker

Helsingør Kommunes Biblioteker består af hovedbiblioteket Biblioteket Kulturværftet og to lokale biblioteker i Espergærde og Hornbæk. Årligt bruger mere end 700.000 borgere de tre fysiske biblioteker, og der udlånes knap 500.000 biblioteksmaterialer hvert år. Helsingør Kommunes Biblioteker er verdensmålscertificeret og arbejder aktivt ud fra en række verdensmålsdogmer. www.helsbib.dk

Kulturværftet

Kulturværftet er et moderne kulturcenter og et regionalt spillested centralt placeret i Kulturhavn Kronborg i Helsingør Kommune. Årligt besøger 570.000 gæster huset, 160.000 besøger Toldkammeret, og 103.000 deltager i Kulturværftets program, heraf ca. 40.000 gæster til de årlige 245 koncerter. Se mere på www.kuto.dk

Nøgleord
KulturOplevelserBørn & unge
Event Information