
For nogle børn kan idrætsfællesskaber opleves som uoverskuelige eller præget af præstationskrav og højt tempo. Jump4Fun er udviklet som et tilpasset foreningstilbud, hvor leg og bevægelse foregår i et trygt, struktureret og konkurrencefrit miljø. Her er der plads til forskellighed – og fokus er på fællesskab frem for resultater.
Træningen tilpasses børnenes individuelle behov med faste rammer, genkendelighed og mulighed for pauser, så de får positive erfaringer med bevægelse og foreningsliv. Opstarten er også en mulighed for at indvie en ny målgruppe og bidrage til et mere inkluderende lokalsamfund, hvilket vækker stor glæde hos svømmeklubben:
Som forening ønsker vi at være et sted, hvor alle børn kan føle sig velkomne og trygge. Jump4Fun giver os mulighed for at børn med særligt behov for trygge rammer kan få glæde af bevægelse og fællesskab i vandet – på deres egne præmisser, siger Troels Skak-Nørskov, bestyrelsesformand for Helsingør Svømmeklub.
Dokumenteret effekt – erfaring fra hele landet
Jump4Fun er et landsdækkende foreningskoncept udviklet af DGI og bygger på mange års erfaring og evalueringer fra samarbejder med kommuner og foreninger over hele Danmark. DGI’s evalueringer viser blandt andet, at langt de fleste børn oplever øget trivsel og styrkede sociale relationer, og at mange bliver mere fysisk aktive i deres hverdag som følge af deltagelse i Jump4Fun.
Vi ved, at trygge rammer og et inkluderende fællesskab er helt afgørende for, om børn med særlige behov trives i idrætten. Med Jump4Fun skaber vi et frirum uden præstationspres, hvor der er plads til børnene præcis som de er. Vi anerkender børnenes person og skaber rammer, hvor de kan styrke selvværd og selvtillid, danne nye relation og opleve bevægelse som noget positivt. Det er netop den erfaring, vi tager med ind i opstarten i Helsingør, siger Mikkel Adrian Askov, projektleder i DGI Nordsjælland.
En del af en kommunal forebyggende indsats
Jump4Fun ses som et vigtigt supplement til kommunernes ansvar for forebyggende og sundhedsfremmende indsatser for børn og unge. I Helsingør Kommune lægger man vægt på, at tilbuddet giver adgang til aktive fællesskaber for børn, som ellers risikerer at stå udenfor:
Det er afgørende, at vi som kommune understøtter tilbud, der giver alle børn mulighed for at være en del af meningsfulde fællesskaber. Jump4Fun er et godt eksempel på, hvordan samarbejde med DGI og lokale foreninger kan skabe rammer, der forebygger mistrivsel, siger sundhedskonsulent Tove Dam, Helsingør Kommune.
Udover det nye hold i Helsingør Svømmeklub findes Jump4Fun også i Espergærde Gymnastik, hos Kronborggymnasterne og Helsingør Floorball Team. Samlet bidrager tilbuddene til, at flere børn med særlige behov får adgang til trygge og lokale fritidsfællesskaber.
Om Jump4Fun
Jump4Fun startede i 2013 på initiativ af Ph.d. og børnelæge Birgitte Johanne Schmidt ved Overvægtsambulatoriet på Nordsjællands Hospital i tæt samarbejde med DGI Nordsjælland og Julemærkefonden. Siden kom kommunale samarbejdspartnere på. Tanken var, at ingen enkelt aktør kunne lykkes alene. Effekten opstod i samspillet mellem parterne. I dag har Jump4Fun aktiviteter i over 30 kommuner landet over og i ca. 60 foreninger.
I en spørgeskemaundersøgelse fra 2023 på tværs af 12 landsdele, 39 kommuner og 75 foreninger, svarer næsten 90 procent af børnene, at de er blevet gladere for at bevæge sig, efter de er startet til Jump4fun. Derudover oplever størstedelen, at de er blevet fysisk stærkere og kommet i bedre form. 87 procent af forældrene oplever, at deres barn er blevet gladere, efter barnet er begyndt til Jump4fun.
Jump4Fun-holdet i Helsingør Svømmeklub starter d. 22. januar 2026 og er for børn og unge i alderen 6–15 år. Der vil være mulighed for prøvetræning. DGI arbejder for, at økonomi ikke bliver en barriere for deltagelse.