Skip to main content
11. september 2024

SPAR åbner sin butik i Helsingør den 19. september

Den 19. september slår SPAR dørene op til sit nye supermarked i Helsingør. Kim og Diana Thorning glæder sig til at byde kunderne velkommen.

Af: Dagrofa ApS | Foto: Dagrofa ApS
Pressemeddelelse

SPAR åbner en ny butik i Helsingør den 19. september 2024. Den nye butik, beliggende på Egevænget 3, vil blive drevet af det erfarne købmandspar Kim og Diana Thorning, som allerede er kendt i lokalområdet fra deres drift af Let-Køb på Kingosvej.

Med mange års erfaring som selvstændige købmænd ser parret frem til at bringe SPAR tilbage til Helsingør og byde både nye og gamle kunder velkommen.

Vi har altid haft en stærk tilknytning til lokalsamfundet, og vi glæder os til igen at kunne drive en SPAR butik i Helsingør, siger Kim Thorning.

Vi har lagt stor vægt på at skabe en butik, hvor den gode service er i fokus, og hvor kunderne kan finde et bredt udvalg af kvalitetsprodukter.

Totalrenoveret butik

Butikken på Egevænget 3 har gennemgået en totalrenovering og er blevet udstyret med nyt og moderne inventar. Ud over et velassorteret sortiment af dagligvarer vil butikken også have en delikatesseafdeling, hvor kunderne kan nyde frisklavet smørrebrød, sandwich og andre lækkerier. For at gøre indkøbene endnu nemmere vil butikken tilbyde udbringning af dagligvarer.

Vi glæder os til at møde vores kunder og til at skabe en butik, der kan blive en fast del af hverdagen for dem, siger Diana Thorning.

Med vores erfaring og engagement i det lokale samfund er vi sikre på, at SPAR Helsingør bliver en succes, fortsætter hun.

Aldis gamle lokaler

SPAR Helsingør bliver den nyeste tilføjelse til SPAR-kædens 139 butikker i Danmark. Butikken kommer til at ligge i den ejendom, som tidligere husede Aldi, og som nu er blevet opkøbt af Dagrofa, ejeren af SPAR.

Vi ser et stort potentiale i Helsingør, og med det nye købmandspar i spidsen er vi sikre på, at butikken vil få en stærk, lokal forankring, siger Esben Keller, kædedirektør i SPAR, Min Købmand og Let-Køb.

Allerede dagen efter åbner SPAR endnu en butik. Det bliver i Tønder.